Måske husker du fra sidste uges indlæg: Døren åbner på klem – Sådan blev jeg antaget del 1, at jeg netop havde genoptaget skrivningen efter næsten 10 års pause, og endda på ret succesfuld vis: Jubii, mine to noveller var blevet antaget, den ene til en novellesamling, den anden i en landsdækkende avis.

Herefter deltog jeg i alle de novellekonkurrencer, jeg kunne finde. Jeg syntes, det var en god måde at afprøve de forskellige genrer og dygtiggøre mig på og samtidig oparbejde en slags forfatter-CV (det synes jeg desuden stadigvæk, det er!).

Men nu fik mine noveller pludselig afslag.

Mange afslag.

Oftest uden begrundelse, og en enkelt gang med kommentarer om, at jeg ikke forstod faget, at min historie var en kliché og ikke tilstrækkeligt levende fortalt. Av!

Det føltes ikke bare som om mine historier fik afslag, men også som om jeg personligt fik det. Af en eller anden grund fortsatte jeg. Måske forstod jeg, at jeg havde brug for at øve mig, måske kunne jeg bare ikke lade være med at skrive. Men jeg holdt stadig forfatterdrømmen hemmelig.

Efter de første mange afslag, blev flere af mine noveller igen antaget. I 2017 tog jeg et helt års skriveorlov. Jeg skrev fra tidlig morgen til sen aften. Også i weekenderne. Jeg skrev min første roman og mødte andre forfatterspirer gennem skriveforeningen Håbefulde Unge Forfattere, som jeg tilmeldte mig i forbindelse med den første novellekonkurrence, og som jeg stadig er medlem af i dag. Vi læste og kommenterede hinandens tekster. Jeg omskrev romanen mindst ti gange efter deres kommentarer, og endelig var den klar. Jeg sendte den til mit drømmeforlag, Tellerup.

Efter nogle måneder i neglebidende, mailfikseret spænding fik den afslag. Jeg fik en lang begrundelse for, hvorfor de ikke ville udgive den, og redaktøren ringede endda til mig og diskuterede det hele. Senere lærte jeg, at sådan en begrundelse var positiv, for det betød, at de havde interesse i mig. Men på det tidspunkt gik min verden under. Alle havde jo haft ret, da de sagde, at jeg ikke kunne blive forfatter. Jeg havde forsøgt, og jeg var bare ikke god nok.

Alligevel sendte jeg romanen ind til endnu et forlag.

Standardafslag.

Og et tredje.

Afslag med en kort begrundelse.

(fortsættes i næste uge med Jeg tvinger døren åben – Sådan blev jeg antaget del 3)