Som du måske husker fra sidste uges indlæg: Døren smækkes i – Sådan blev jeg antaget del 2, fik min første roman afslag hos mit drømmeforlag, og da jeg sendte den videre, fik den også afslag hos de to næste.

Det gjorde ondt, og det betød, at jeg vendte tilbage til mine noveller, som klarede sig bedre. Et ugeblad ville pludselig ikke bare udgive dem, men også betale for at udgive dem. Jeg kunne næsten ikke få armene ned. Der var nogen, der rent faktisk ville give penge for at bringe noget, jeg havde skrevet!

Måske var jeg alligevel ikke så talentløs, som det havde føltes, da jeg fik afslag? Måske skulle jeg faktisk bare lære at skrive i romangenren, ligesom jeg havde øvet mig i novellegenren?

Jeg begyndte på en ny roman. Idéen fandt jeg på mange år forinden, og jeg stødte på noter, jeg havde skrevet helt tilbage fra 2. klasse. Jeg gik i gang med at lave personkarakteristikker og kapiteloversigter, og brugte generelt rigtig mange teknikker, som jeg havde lært fra den første roman. Jeg skrev, skrev og skrev og sendte den til betalæsere fra min skriveforening. Med deres hjælp fik jeg den rettet til og finpudset.

I mellemtiden havde jeg udbygget mit nørde-netværk. Jeg var blevet så bidt af skrivningen, at jeg virkelig begyndte at engagere mig, tage på skriveferier med min skriveforening, tage på bogmesser og snakke med forlag og forfattere. Jeg omgav mig med mennesker, der også syntes bøger var fantastiske, og som jeg kunne nørde og drømme med. Og det netværk har virkelig været (og er stadig!) guld værd.

På messerne havde jeg især talt med Tellerups fantastiske redaktør og forfattere, og jeg var stadig fast besluttet på, at det var dér, jeg ville udgives. Så da jeg stod med den færdige roman nummer to, var det igen Tellerup, jeg forsøgte mig hos – selv om jeg syntes, det var pinligt. Nu havde flere fra forlaget jo mødt mig, og hvad hvis de sagde nej igen? Var jeg så ikke virkelig dårlig?

(fortsættes i næste uge med Jeg stopper analogen med døren: Telefonopkaldet – Sådan blev jeg antaget del 4)