Som du husker fra sidste uges indlæg: Jeg tvinger døren åben – Sådan blev jeg antaget del 3, var jeg blevet slugt af skriverierne med hud og hår. Ikke bare når det gjaldt arbejdet bag computerskærmen, men også alle messerne og arrangementerne, der hører bogverdenen til (og yeah, de er fede!).

Jeg havde også sendt mit nye manuskript til mit drømmeforlag, Tellerup, og var, efter de mange snakke med folkene derfra, kun blevet bekræftet i, at det var dér, jeg allerhelst ville udkomme, og tanken om hvor svært det var, og hvor lille en procentdel der rent faktisk fik deres bog antaget, gjorde ondt langt ind i knoglerne.

Tidligere havde jeg taget et års skriveorlov fra mit arbejde, men da jeg sendte mit andet manuskript til Tellerup, var jeg altså vendt tilbage til arbejdet som kommunikationskonsulent.

En dag midt på kontoret ringede telefonen. Jeg var midt i en anden arbejdsopgave, så jeg havde egentlig planlagt ikke at tage den, indtil en kollega påpegede, at den ringede. Så tog jeg den alligevel. Og jeg var ved at dø af skræk og lykke og spænding lige der midt på kontoret, da Tellerups fantastisk dygtige redaktør, Louise, sagde sit navn i den anden ende. Mit kontor forsvandt for øjnene af mig, og jeg forsøgte at finde vej ud på gangen, mens tunnelsynet herskede for vildt, og jeg var svimmel og kvalm, og sommerfugle hvirvlede rundt i orkanen, der var min mave.

Jeg husker svagt, at Louise indledte telefonopkaldet med … ingenting. Altså sådan føltes det, for jeg er ret sikker på, at hun talte om vejret, muligvis uvidende om, at jeg var midt i en nærdødsoplevelse. Måske vidste hun det godt, for med et smil i stemmen fortsatte hun med: ”Nå, Julie. Du vil jo nok gerne vide, hvorfor jeg ringer?”

Og ja, ja det ville jeg jo gerne.

”Jeg har fået dit manuskript tilbage fra vores eksterne konsulent, der har læst det (indsæt flere detaljer, som min hjerne var for overophedet til at afkode), og jeg har også selv gennemgået det (flere uafkodelige detaljer), og jeg synes det var rigtig godt og vil gerne udgive det.”

Argh!

AAARRRGGGHHHH!!!

Havde jeg prøvet at spille bare lidt cool frem til det her punkt (for jeg var trods alt på arbejde, og det var trods alt selveste drømmeredaktøren, der ringede), splintredes min (tvivlsomme) coolness på gulvet. Mine kollegaer har senere fortalt at mit virkelig fattede svar til beskeden om udgivelsen lød cirka sådan her gennem kontordøren:

”JA, JA, JA, NEJ, NEJ, JA, JA, JA, NEJ, NEJ, JA, NEJ, JA, NEJ!! MENER DU DET?!?!?”

(undskyld, Louise, jeg skriver gerne under på, at eventuelt fremtidigt hørebesvær sagtens kan skyldes en arbejdsskade).

Derefter fremsendte hun mig en vaskeægte forfatterkontrakt, og på cykelturen hjem fra arbejde var jeg så glad, rundt på gulvet og forvirret, at jeg endte hjemme hos min søde søster, der tilfældigvis lige havde lagt rosé på køl.

Jeg fik underskrevet kontrakten på første bind i min nye fantasyserie, mens min søster agerede ivrig fotograf og cheerleader.

Det var et lillebitte indblik i min vej til udgivelsen. Den har været lang og hård og spændende – og så fantastisk, at jeg mærkede all the feels igen, nu jeg skulle skrive om den. Tak fordi du læste med.

Hvis du har lyst til at blive lidt klogere på min debutbog, Elementprøven, kan du læse om den her. Du kan også gå på opdagelse i min magiske verden, Luscuro.

Fik du læst alle indlæggene i serien om, hvordan jeg blev antaget? Så kan du finde dem lige her:

Intro – sådan blev jeg antaget

Døren åbner på klem – Sådan blev jeg antaget del 1

Døren smækkes i – Sådan blev jeg antaget del 2

Jeg tvinger døren åben – Sådan blev jeg antaget del 3

Jeg stopper analogien med døren: Telefonopkaldet – Sådan blev jeg antaget del 4