Fantasyforfatter-workshop

Under Magiske Dage Odense her i weekenden var jeg og mine to forfatterkollegaer Katrine Skovgaard og Trine V. Ipsen inviteret til at afholde skriveworkshop – hele fire gange 😀

Det foregik i de mest charmerende lokaler over Café Kræz og var super hyggeligt. Vi mødte en masse dygtige og fantasifulde, skrivelystne mennesker.

Stemningsbillede kort før workshop-start.

De fire historier

Vi havde taget en skriveøvelse med, som vi kalder “Fantasyhatten”. Det er en inspirationsøvelse, som giver deltagerne mulighed for at digte fantasyfortællinger med os live fra scenen. Det var super sjovt, og vi lovede at dele resultatet af deltagernes kreativitet.

Så der er rig mulighed for at arbejde videre på historierne derhjemme 😉 …

Hold 1:

En magikerlærling kører under 2. verdenskrig ind på en tankstation, lige da nazisternes fly smider bomber. Lærlingen har et beskyttelsessmykke på sig, der holder bomberne væk, og alle på tankstationen overlever, inklusiv nogle modstandsfolk. De vil have lærlingen til at give dem smykket, så de kan putte den i benzinen og beskytte alle biler, som kører på den benzin. Lærlingen skal vælge, om han vil hjælpe modstandsbevægelsen eller fortsætte sin træning.

Første fantasyfortælling foregik på noget så umagisk som en tankstation – og endte alligevel super magisk.

Hold 2:

En nynazist kommer gennem tandlægens toilet tilbage til 2. verdenskrig, hvor han kan forvandle sig til en knæler. I en koncentrationslejr møder han en jødisk pige, som får ham til at tvivle på sin støtte til nazisterne. Når han er knæler, kan han komme steder, han ellers ikke ville kunne komme som menneske. Vil han bruge sine evner til at hjælpe den jødiske pige?

Selv om deltagerne på hold 2 brugte samme tidsperiode som hold 1, blev historien en helt anden.

Hold 3:

En 17-årig pige fra en af 1800-tallets finere familier forsøger at skjule sin sande identitet som kentaur under kjoleskørterne. En dag indser hun, at hun har kontrol over jordelementet, og at der er andre derude, som ligner hende. Hun er vant til at lyve for at skjule sin sande natur, men det har også gjort hende til en god historiefortæller. Hun kender kun fragmenter af sit folks historie, og at finde resten er nøglen til at forene de få kentaurer, der findes, og forene deres elementkræfter, hvilket vil redde deres race.

Hold 3 tog os med på en magisk rejse endnu længere tilbage i tiden. Og undertegnede var jo super lykkelig over, at deltagerne syntes, at elementerne var spændende at arbejde med 😉

Hold 4:

I et industrikvarter på månen har en ung, intetkønnet teknimagiker-lærling fra år 2100 det svært. Hen bliver slået derhjemme og mobber selv andre. Til sidst har hen ingen venner tilbage. Hen fortryder, men måske er der en løsning: Der er et magisk dyrs hjerte, som opfylder et ønske, når man spiser det. Kød er forbudt, og slagteren er en sortbørshandel, men teknimagiker-lærlingen skal bruge hjertet for at få sine venner igen. Desværre er både hjertet og hens tidligere ven, slagterlærlingen, forsvundet, og hen må finde både ham og hjertet og bevise, at det ikke er hen selv, der står bag forsvindingen. Vil nogen hjælpe nu?

Til sidst rejste vi en tur ud i fremtiden og landede på månen.

Efter hver workshop var der tid til spørgsmål og snak, og det var som altid fantastisk at møde så mange læse- og skriveglade mennesker.

Tak for at gøre weekenden så magisk. Held og lykke med skriverierne!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Please reload

Please wait...